Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Farvel og goddag til Bedre Bundlinje

I syv år har Dansk Byggeri og 3F arbejdet sammen om initiativet Bedre Bundlinje, som har hjulpet virksomheder med at skabe optimerede arbejdsprocesser og bedre arbejdsmiljø. Nu er projektet ved vejs ende, og resultaterne er blevet omsat til værktøjer til brug for virksomhederne.

Bedre Bundlinje blev sat i gang i 2011 af 3F og Dansk Byggeri med støtte fra Bygge- og Anlægsbranchens Udviklingsfond. Målet med projektet var at få flere virksomheder til at gå i gang med et udviklingsforløb, der skulle give gevinst på bundlinjen gennem inddragelse, samarbejde og udvikling af ledelse og medarbejdere.

Projektet har budt på gå hjem-møder og længerevarende udviklingsforløb, men også på korte dagsforløb. Her fik virksomhederne besøg af to konsulenter fra henholdsvis Dansk Byggeri og 3F, som hjalp dem med at få øje på, hvordan de kunne optimere deres arbejdsprocesser og løse andre konkrete forhindringer i deres arbejdsdag. Metoden på dagsforløbene var bygget op omkring tavlemøder, der involverede alle deltagerne.

Projektet er nu ved at være afsluttet, og erfaringer og resultater er blevet evalueret. Konklusionen er, at størstedelen af de deltagende virksomheder har opnået gode og mærkbare resultater efter at have været med i Bedre Bundlinje.

Efter bare ét dagsforløb har de fleste virksomheder oplevet mere end 12 konkrete forbedringer inden for kvalitet, arbejdsmiljø, proces og ry/omdømme. Nogle af de resultater, der scorer højest, er:

  • færre fejl, mangler og omarbejde
  • bedre arbejdsmiljø
  • gladere medarbejdere
  • mere struktureret arbejdsdag
  • bedre forventningsafstemning mellem ledelse og svende
  • bedre information
  • mindre spildtid
  • mere ejerskab i virksomheden

- Det er glædeligt, at så mange virksomheder har taget metoden fra dagsforløbet til sig i større eller mindre grad. Og at de få virksomheder, som ikke har magtet at arbejde videre med metoden, alligevel oplever lige så mange resultater efter deres dagsforløb som de andre. Det er positivt, siger Almut Kaiser, som har været Bedre Bundlinjes projektleder i Dansk Byggeri.

Behov for simple værktøjer
Det er metoden ”Fokus på forbedringer”, som har været kernen i Bedre Bundlinje, og den er nu blevet omsat til en række værktøjer, en guide og videoer med instruktioner, som virksomhederne kan bruge.

Virksomhederne har forskellige forudsætninger for at arbejde videre med metoden og på den måde fortsætte den udvikling, de er kommet i gang med på Bedre Bundlinje-forløbet. Men evalueringen viser, at størstedelen af virksomhederne, på trods af forskellighederne, efterfølgende bruger metoden.

- Mange virksomheder fortsætter arbejdet med værktøjerne og tavlemøderne i et eller andet omfang. Nogle har valgt at lave deres eget system med udgangspunkt i vores materiale, mens der også er nogle, som desværre ikke formået at arbejde videre med det, selvom interessen var der. Derfor gør vi den fremtidige og blivende værktøjsplatform mere enkel og selvforklarende, så alle virksomhederne kan arbejde med det på egen hånd, siger Almut Kaiser.

Værktøjspakke: Få en bedre bundlinje med fokus på forbedringer

Hvad?
En gratis værktøjspakke med en guide, skemaer og videoer til download. Videoerne og guiden fører jer igennem processen, så I på egen hånd kan spotte forhindringer i jeres arbejdsdag og løse dem i fællesskab.

Hvem?
Alle virksomheder i bygge- og anlægsbranchen, som ønsker at få et bedre arbejdsmiljø, mindre tidspild, mere effektive arbejdsprocesser, bedre kommunikation osv.

Hvordan?
Værktøjspakken kan findes her
Mere om projektet og resultaterne
Læs evalueringsrapporten her